Nostalgi
Opdateret d. 18.4.2004

Et ensomt kapel i Tønnesgade - Den katolsk-apostoliske kirke.


Vi skal en tur væk fra strøget og ned i Tønnesgade. Dér lå indtil for et par år siden en lille grå anonym kirkebygning, nærmest et lille kapel. Det var Den Katolsk-Apostoliske Kirke. Kirkesamfundet blev grundlagt i Albury lidt udenfor London i 1831 af præsten Edward Irving og finansmanden Henry Drummond. De var stærkt optagede af Jesu genkomst, som de ventede var nært forestående. Derfor var det, mente de, deres kald, at oprette den ultimative kirke her ved tidernes ende. 12 apostle udnævntes og fra Albury rejste de ud i verden og studerede kirkelivet. På baggrund af, hvad de havde set opbyggede de nu en liturgi, som var ganske speciel. Tungetale, som vi kender den fra pinsevennerne indgik. Nadveropfattelsen lignede de protestantiske kirkers, og så var denne kirke meget højkirkelig: Vievand og røgelse anvendtes ved gudstjenesten, i hver menighed skulle der ideelt set være en biskop (embedet hed "engleembedet" og personen "menighedsenglen") 4 præster med hver deres opgaver og 7 diakoner. Alle disse havde forskellige embedsdragter og en fuldt udbygget katolsk-apostolisk gudstjeneste må have været et imponerende, betagende og farverigt skue. Vi går indenfor:

Se, så smukt fremstod kirken i Tønnesgade helt frem til nedrivningen. Billederne her er fra ca. 1991. Vi ser op mod altret, hvor man kan se monsstransskabet til opbevarelse af indviet brød og vin. Man hældte altså ikke den slags tilbage igen, selv om man ikke som den romersk-katolske kirke opfattede elementerne som reelt forvandlede. Man kan fornemme på stole, læsepulte og bedeskamler i koret, at de forskellige dele af præsteskabet havde faste pladser. Til venstre i koret kan man måske ane røgelseskarret.

Tættere på, så her sådan ud. Apostlene i Albury var overbeviste om, at Jesu genkomst ville finde sted, inden de døde. Faktisk var man så overbevist om at leve i de sidste tider, at deres ellers omfattende liturgi i starten ikke havde et begravelsesritual. Det regnede man ikke med at få brug for. I 1855 døde så den første apostel, uden noget var sket. Man besluttede imidlertid at vente og se. I hvert fald ville Jesus være kommet igen, inden den sidste apostels død. Francis Woodhouse, den sidste af de 12 døde i 1901 som en meget gammel mand. Apostlene skulle godkende enhver ordination til præstegerningen, og det vil sige, at ordinationerne ophørte i 1901, kirken trak sig tilbage fra offentligheden og ventede. Omkring 1952 døde den sidste præst i Vejle Ivan B. Christensen og i 1957 døde den sidste præst i Skandinavien, Erik Aksel Wessberg, der var præst ved hovedkirken i Gyldenløvesgade i København. På verdensplan døde den sidste meget gamle præst i 1971 og året efter døde den sidste diakon.

Men menighederne mødtes fortsat i starten under foresæde af underdiakoner (der blot kunne udnævnes af menighedsenglen, og derfor har man kunnet udnævne underdiakoner helt op i 1940'erne), senere kun som menighed på kirkens gamle bodsdage onsdage (tænk på "askeonsdag") og fredage (tænk på "langfredag" og "store bededag") for sammen at synge litaniet - den eneste tjeneste i deres store liturgi, der ikke krævede en præst. Jeg har overværet en sådan litanitjeneste for nogle ganske få personer i 1970'erne her i kirken. Og jeg har set lys i kirken i Århus (der ligger lige overfor Musikhuset) en fredag morgen. Så endnu mere end 100 år efter den sidste apostels død, er der lidt liv i kirken. Her ser man prædikestolen og syvdiakonernes pladser.

Et mørk klæde er trukket for den store dobbeltdør, der brugtes til præsteprocessioner, for der var ingen præster til at gå i procession. Der er lagt låg på døbefonten, for der døbes ikke mere, og der er lagt låg på vievandskarret, for der indvies ikke længere vand. Til højre for døren ses indsamlingsbøsserne, og bøssen til præstelønninger er lukket til. Den katolsk-apostolske kirke opfattede sig selv som en kirke over kirkerne. Den ønskede derfor ikke, at menighedens medlemmer trådte ud af de kirker, som de oprindelig kom fra. Sideløbende med, at menighedens medlemmer således stod vagt om det, som de var begyndt på, fandt de tilbage til deres gamle kirker igen. De fleste her i landet var medlemmer af folkekirken, men det skete, at en præst blev forbløffet, når han eller hun skulle begrave en gammel trofast kirkegænger, og det så viste sig, at vedkommende slet ikke formelt var medlem af folkekirken, fordi han i sin tid var blevet døbt i den katolsk-apostoliske kirke. Kirken trak sig som sagt helt ind i sig selv efter 1901. Gudstjenesterne stod ikke annonceret i avisen, og i øvrigt var man heller ikke specielt interesseret i, at der blev taget billeder af kirkerum eller fra gudstjenester. Derfor eksisterer der næsten ingen billeder af katolsk-apostoliske gudstjenester - eller præster i ornat. Jeg har dog alligevel ad snirklede omveje fundet et par stykker:

Hvem manden er, ved jeg ikke, men han må være indehaver af "engleembedet" - altså en biskop. Biskopperne bar nemlig stolaen hængende løst fra begge skuldre. Her er han iført den kortere messeskjorte, surplicen eller superpellicen, som også kendes fra den katolske kirke, og helt ukendt i folkekirken er den heller ikke. Under surplicen bærer biskoppen en violet kassok, der svarer til folkekirkens præstekjole, nøjagtig som folkekirkens præster også har præstekjolen på under den hvide alba (og evt. messehagel / stola). Præsters, diakoners og subdiakoners kassok var sort, og kassokken kunne ALDRIG bruges alene. Engle-embedets stola var violet. Det er typisk, at de liturgiske farver, som vi kender dem (grøn til helligtrekonger og trinitatis, violet til advent og faste, rød til pinse og 2. juledag, hvid/gylden til jul og påske) ikke kendes i den katolsk-apostoliske kirke. Farverne var her noget, der viste karakteren af den enkelte præsts embede.

Her ses så en gudstjeneste. Præsten, der leder altertjenesten har messehagel på. Den var i reglen enten hvid eller violet. Præsternes stolaer, der var blå, røde, gyldne eller hvide blev båret fra begge skuldre som englens, men lagt over kors og normalt holdt fast af et snoet bælte, en cingulum, som også kendes fra den katolske kirke, den svenske lutherske kirke og visse danske højkirkelige præster. Cingulum bindes om livet udenpå albaen, den lange hvide messeskjorte, der i dag er den helt almindelige i folkekirken. Diakonerne, som ses her på billedet, og ærkediakonen bar en rød stola fra venstre skulder. Denne måde at bære stolaen på er almindelig kendt blandt kirker, der har et diakonembede, f.eks. den romersk-katolske eller den ortodokse kirke (hvor den dog hænger lige ned og ikke bæres som et skråbånd).

Den Katolsk Apostoliske kirke i Århus - lige overfor Musikhuset. På en tidlig fredag morgen har jeg set lys i kirken, så det er nok ét af de steder, hvor der stadig holdes litanitjeneste fredag - og / eller onsdag. I Århus har der endda været en filialkirke i Thunøgade.

Kirkesamfundets smukke hovedkirke i Gyldenløvesgade ved søerne i København. Kirkesamfundet holder stadig denne kirkebygning i meget smuk stand.

Sct. Norbert, Sct. Johannes og en dåb i september 1957

klik her for at læse om den katolsk-apostoliske kirkers præstedragter

Retur til Nostalgi-forsiden