"Hjemmet" er et såkaldt charmerende ældre byhus, og vi føler os virkelig hjemme dér. Vi har haft folkeregisteradresse på stedet i snart 25 år og været ejere af stedet i 21. Husets historie er nogenlunde denne:
Huset blev i 1922 opført af manufakturhandler Martin Nielsen - hans kone vandt efter sigende pengene til huset i en konkurrence i ugebladet "Hjemmet" - deraf navnet. Man kan glæde sig over at det ikke var i "Alt for Damerne", "Flittige Hænder" eller "Tidens Kvinder". "Hjemmet" er for så vidt et godt, trygt og neutralt navn - især når man tager alternativerne i betragtning. Martin Nielsens datter Esther, der døde i 1985 var én af de første skolepsykologer i Vejle Kommune, og så vidt jeg ved sluttede hun karrieren af som psykologilærer på Jelling Statsseminarium. I 1936 solgte manufakturhandleren huset til apotekeren ved Gorms Apotek, Christian Christensen.
Og "Hjemmet" set fra havesiden - samme vinterdag som forrige billede.
Emma og Ivar fotograferet ved Marias og mit bryllup, april 1980.
Ivar var justermester på Vejle Elværk, formand for FDFs 2. kreds, menighedsrådsmedlem i Sct. Johannes Sogn i en periode - og meget, meget andet. Ivar involverede sig overalt hvor han kom frem, og da han var en humoristisk og retlinet mand med en stor åndelig dybde, skabte han sig mange venner, og både disse venner og en stor og vidtforgrenet familie samlede han om sig og Emma på Jellingvej. Emma, der ikke stod tilbage for Ivar hverken med hensyn til humor eller åndelig dybde, var den der holdt sammen på Ivars mange gøremål hvilket undertiden kunne være en prøvelse. Ivar og Emma udlejede f.eks. både kælderetagen og værelserne på 1. sal i huset. Hans debut som husvært krævede en del dobbelt bogholderi: På husets øverste loft lå Ivars modstandsgruppes våbendepot. Det ene værelse nedenunder på 1. salen var lejet ud til en dansk kvinde hvis mand var englænder og følgelig interneret på Store Grundet af tyskerne. Ivar kendte imidlertid én af de danske vagter derude, og han fik udvirket at englænderen fik "udgangstilladelse" og kunne besøge sin kone på Jellingvej. Et andet af værelserne var til fast disposition for én af de handlende i Vestergade, som kunne lade sin butikssvend bo dér. Den daværende butikssvend viste sig at være medlem af Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti. Indvåneren i kælderlejligheden havde nu og da mulighed for at købe slagtede grise som han vidersolgte til interesserede. Og interesserede kunne undertiden være tyske soldater. Øvelsen for Ivar og Emma gik nu ud på at den danske nazist og hans tyske venner aldrig måtte opdage våbendepotet på loftet. De måtte heller ikke møde den danske logerendes engelske mand, ligesom evt. kødkøbende repræsentanter for værnemagten ikke måtte overraske Ivars kolleger fra modstandsbevægelsen. Mærkværdigvis lykkedes det at styre alle disse forskellige folk uden om hinanden inde i det samme hus.
"Hjemmet" med nye vinduer og ny altanstue, november 1997.
Ivar var FDF'er med liv og sjæl. Utallige er de mennesker der går rundt i Vejle den dag i dag og har haft Ivar som tropsfører. Det er nok den del af hans virke som jeg forstod mig mindst på. Spejderlivet med dets snobrød og bivuak har aldrige haft nogen dragende magt over mig - mildest talt! Men Ivars lange virke - og Emmas mange bijobs i FDF kalder alligevel på respekt, og Ivar havde næppe været den han var - havde det ikke været for dette engagement. Folk i FDF-uniform myldrede ind og ud af "Hjemmets" døre, og Emma tog det i stiv arm - hun tog oven i købet med på deres lejrture, hvor hun var den der sørgede for at menuen stod på andet end lige netop snobrød.
Emmas egne familiære rødder fortabte sig hurtigt uden for den nærmeste familie. Ivar var så til gengæld rodfæstet i sin familie med sin tvillingbror Christian, sin storebror Åge Sakarias Dahl (der vandt sig en vis anerkendelse som kunstmaler) samt en overflod af kusiner og fætre som han også fyldte huset med. Naturligvis kom Emma og Ivar også sammen med søskendebørn og fætrenes og kusinernes børn. Mens vi boede i deres kælderlejlighed, oplevede vi at de passerede et par mærkedage, og ved de lejligheder møblerede de huset totalt om, og man fik undertiden indtryk af, at de forsøgte at se hvor mange mennesker man egentlig kunne byde indenfor på adressen.
Emma var også den gæve dame, som - da nevøen John, der boede langt ude i Bredballe før bybusserne nåede helt derud, gik på ungdomsskole i Vejle om aftenen - sagde til ham at her havde han en nøgle, så kunne han sove på Jellingvej i stedet for at cykle helt ud på Tagesvej i mørke. John var vel nået i den alder, hvor andet end hjemmets arne kaldte, så af hensyn til sin svigeinde sagde Emma til ham: "Du har at være herhjemme inden kl. 22.00." Og tilføjede så: "Men forvent ikke at jeg ligger vågen og hører efter om du overholder det!"
Tilsyneladende elskede Emma og Ivar liv omkring sig - måske kræver "Hjemmet" også at blive fyldt med liv. Vi har funderet over årsag og virkning i det spil. Da vi var flyttet ind i januar 1980, gik jeg lidt forsigtigt til det dér med at øve på klaver. I de år færdiggjorde jeg mit musikstudium i Århus i hvilken forbindelse jeg bl.a. havde valgt til en eksamen at spille noget musik af Arnold Schönberg. Jeg ved godt hvordan de mere atonale sider af Schönbergs musik kan bringe nogle mennesker aldeles i affekt, men efter få dage i huset dukkede Emma en dag op og sagde: "Det bliver vist til for lidt med det klaverspil, skulle du ikke øve dig noget mere, jeg kan godt li' når man kan høre at du er i gang!"
Fra vor beskedne kælderlejlighed prøvede Maria og jeg socialt at holde trit med vore værtsfolk og fyldte den med venner, familie og musikskolebekendtskaber, og det var netop på Marias 24 års fødselsdag i 1982 at Emma tog bestik af situationen, mønstrede gæstelisten og tilbød at flytte hele arrangementet op i deres stuer hvor der jo - som hun sagde - både var bedre plads og en opvaskemaskine i køkkenet.
Ivars mange aftener og nætter ved spejderbålene havde gjort ham til en trænet fortæller. Han kunne læse Anton Berntsens jyske digte på "originalsproget", han var mand for at holde en god historie flydende, og Emma, der havde udpræget sans for kvalitet, var mand for at trække i nødbremsen hvis hun syntes at der gik lige vel meget spejderbål i fortællingerne. Én af de historier som Ivar kunne tryllebinde et helt middagsselskab med - og som desværre nu kun kan gengives skriftligt efter min hukommelse - fortalte han således:
Jeg lå midt i tyverne som ung soldat i København, og København kunne godt være en stor by for en ung mand fra Vejle. Man kunne let blive ensom, men nogle gode venner havde anbefalet mig KFUMs soldaterhjem, så dér kom jeg ret meget når jeg havde fri, og jeg fik også efterhånden en hel del gode venner derigennem.
En aften havde jeg siddet og snakket med nogle af dem, og pludselig kom jeg til at se på uret. Vi skulle jo være på kasernen senest kl. 22 - ellers vankede der straf, og jeg kunne se at det var i allersidste øjeblik hvis jeg skulle nå en sporvogn så jeg kunne komme ud på kasernen i tide.
Jeg løb alt hvad jeg kunne, og da jeg nåede frem til stoppestedet var sporvognen faktisk begyndt at køre. Det lykkedes for mig at sætte efter den, jeg fik grebet fat i en stang bag på vogenen, og i et kæmpespring kom jeg om bord. I min hast havde jeg nær væltet en meget elegant herre som stod på bagperronen. Høfligt undskyldte jeg mig forpustet, og tog opstilling i vognen. Jeg havde ikke stået der ret længe, før den elegante herre fra før kom hen til mig og sagde: "Hør soldat, den fik De lavet godt!" Jeg blev noget forbløffet, men fik mig da taget sammen til at spørge ham om hvad han mente. "Jo", sagde han, "da De stødte ind i mig før, tog De min guldlighter, den vil jeg bede Dem om at levere mig tilbage nu, så slipper De for at jeg melder Dem til politiet."
Jeg var lamslået, men fik da i hvert fald sagt til manden at jeg ikke anede hvad han talte om. "Ja, så må vi have fat på politiet," sagde han så og henvendte sig til en konduktør.
Det her var jo et rent mareridt. Nu ville sporvognen standse, og jeg ville komme for sent til kasernen, og hvad værre var: jeg var mistænkt for tyveri. Det ville jo være mit ord mod hans, og hvad tæller en almindelig menig soldat mod en mand, som tydeligvis havde en vis position.
Sporvognen standsede, og konduktøren kom hen til os og blev sat ordentlig ind i sagen. "Jamen," sagde han til manden, "er De nu helt sikker på at De havde guldlighteren hos Dem?" "Fuldkommen", svarede han, "jeg går aldrig nogen steder uden den, så jeg ved jeg havde den på mig." Konduktøren tog mig nærmere i øjesyn og sagde så: "Soldat," gå nu til bekendelse. Aflevér nu den lighter til ejeren." Helt ude af mig selv fik jeg fremstammet endnu en gang, at jeg intet kendte til sagen, og konduktøren og den fornemme herre belv enige om at svi så måtte en tur på nærmeste politistation. Vi gik derhen, mens min verden lige så stille sank sammen over mig. Dérhenne blev en betjent sat ind i sagen, og han fortsatte hvor konduktøren slap. Han sagde at jeg lige så godt kunne tilstå nu, for de ville jo visitere mig under alle omstændigheder og finde lighteren. Lige inden de skulle til det, spurgte han i en pludselig indskydelse herren om han ikke for en sikkeheds skyld skulle ringe hjem og spørge om lighteren ikke skulle være glemt derhjemme. Det mente han var helt unødvendigt, men for hans skyld ingen alarm. Han ringede hjem til sin kone og spurgte hende om hun havde set hans guldlighter ligge derhjemme. "Ja, det har jeg", svarede hun, "jeg opdagede at du havde glemt den herhjemme lige efter at du var taget af sted."
- " Det er jo helt forfærdeligt, hvad jeg har gjort mod Dem, soldat," sagde den fine mand bagefter. "Jeg er så ked af det og af al den fuore jeg nu har været skyld i." Jeg var selvfølgelig lettet og tænkte først og fremmest på min mødetid på kasernen, så jeg bad om ikke de ville ringe til vagten derude og sætte ham ind i hvorfor jeg nu ville komme for sent. Det gjorde de, og uhyre lettet gjorde jeg mig klar til at forlade stationen og tage derud. Da sagde manden: "Hør, vil De ikke godt tage imod denne her - bare som et lille plaster på såret." Han rakte en tikroneseddel frem mod mig. "Nej, ellers tak," sagde jeg, "jeg er såmænd så lettet over at denne historie er opklaret at det er nok for mig." "Nej," sagde han, "tag den nu alligevel, det er da det mindste jeg kan gøre for at gøre det her godt igen, - og De har garanteret ikke for mange penge, soldat."
Næh, det kunne han have ret i. Som soldat fik man ikke mange penge og 10 kroner var faktisk en hel lille formue i 1927. "Tag dem nu," sagde han og rakte fristende sedlen længere frem mod mig. Nåh ja, jeg kunne jo sådan set lige så godt tage imod pengene. Jeg tænkte mig om en ekstra gang, tøvede, og rakte så ud efter sedlen og skulle lige til at gribe fat om den.
Så vågnede jeg! Det hele havde bare været en drøm!
Vi nåede mange gode sammenkomster med Emma og Ivar, og vi fik set husets muligheder ved mange forskellige former for gæstebud. Nytårsaftensdag 1982 om morgenen sluttede imidlertid denne del af festen. Mens vi stod og lavede morgenmad, kom Ivar rolig og afdæmpet ned til os, og sagde at Emma var faldet om oppe i stuen. Han havde ringet efter en ambulance, men så vidt han kunne se, var Emma død! Så kom ambulancen, og alt blev kaos.
I løbet af det følgende år kom vi til at indse hvor stærkt disse to mennesker havde knyttet os til deres hus og deres måde at leve på. Eller måske er det selve huset der har knyttet os til sig således som det tidligere tog Emma og Ivar til sig. Maria blev færdig på seminariet, og vi skulle til at finde noget større at bo i. Efter en sommers gang omkring den varme grød, skrev vi slutseddel om "Hjemmet" den 13. december 1983 med overtagelse den 1. januar 1984. Overtagelsen fejrede vi ved at fylde hele huset med gæster nytårsaften, således at vi kunne leve op til Emmas og Ivars standad.
Retur til præsentation af Maria og Flemming
.Opdateret d. 19.10.2004