"Wilde" - instr: Brian Gilbert, U.K. 1998.

Hvem har ikke hørt citater som: "There is only one thing in the world worse than being talked about, and that is NOT being talked about." "I can resist anything but temptations". Og ordvekslingen ved et middagsselskab: Værten: "Well, Mr. Wilde, are you enjoying yourself?" - Wilde: "Of course I am enjoying myself, here is no one else to enjoy!"

Oscar Wilde æstet, satiriker, humorist udstyret med et blændende intellekt og en helt sublim sans for ordspil, henrykkede - og forargede - det victorianske London i de sidste årtier af 1800-tallet. Hans elegante små skuespil og hans romaner havde mange tilhængere, og overalt hvor han kunne komme til det forefægtede han en slags l'art pour l'art-synspunkt. Kunsten i sig selv var vigtig, æstetikken i den, ikke dens evt. opdragende eller moralske kvaliteter. Perler som "Lady Windemere's Fan" og "The importance of being Earnest" (der aldrig har kunnet oversættes ordentligt til dansk, fordi den handler om, hvor vigtigt det er at være oprigtig - "earnest" og, hvor vigtigt det er at være personen "Earnest") nyder stadig stor udbredelse. Men Oscar Wilde var bredpektret. Romanen "The Picture of Dorian Gray" - på dansk "Dorian Grays billede", er en Faust-agtig historie, en psykologisk thriller, hvor den unge og smukke Dorian Gray bliver portrætteret af en maler, og det meget naturtro. "Tænk, hvis man kunne fastholde ungdommens skønhed, som billedet kan" - og det er så netop, hvad der sker. Den virkelige Dorian Gray forbliver ung og smuk, men hans karakter bliver mere og mere fordærvet, og hver gang, han har gjort noget angribeligt kan det ses på billedet som en fure i ansigtet eller et ændret ansigtstræk. Med andre ord: alle de stød, som verden giver bliver at se på billedet, mens personen selv forbliver uantastet. I børne-eventyret "The Selfish Giant", er der, uden det religiøse som sådan nogensinde nævnes, nærmest tale om en smuk Jeus-fortælling.

Oscar Wilde levede, som han skrev, uhyre bredspektret og ikke bundet af ret mange grænser. Efter en succesrig oplæsningsturné i USA (som filmen her begynder med) gifter han sig i 1884 - 30 år gammel - med den 4 år yngre Constance Lloyd, en intelligent og belæst kvinde, der talte flere europæiske sprog. I 1885 fik de sønnen Cyril og året efter endnu en søn Vyvyan. I 1891 træffer Wilde imidlertid den unge Lord Alfred Douglas, kaldet Bosie, og de indleder et seksuelt forhold.

Oscar Wilde og Bosie.

Filmen skildrer fantastisk fint - uden at gå i detaljer - hvordan Wilde (Stephen Fry) begynder at leve to sideløbende liv. Ét med Constance (spillet af Jennifer Ehle) og ét med Bosie (spillet af Jude Law). Alle Wilde-kendere ved jo, hvordan det videre går: Bosies far, Marquisen af Queensbury, beskyldte Oscar Wilde for at "posere som sodomit" - homofili blev på det tidspunkt rubriceret som sodomi. Wilde kunne muligvis have ladet det blive ved det, men han følte, at han ikke mindst for Bosies skyld måtte forsvare dem begge, så han anlagde sag mod faderen for æreskrænkelse. Det var præcist, hvad faderen, der ikke blot var meget victoriansk men også en yderst ondsindet mand, havde ønsket. Hvor Wilde i starten har retten i sin hule hånd og kan debattere med sine elegante ordspil, så ender det ulykkeligt med, at Oscar Wilde dømmes til to års hårdt strafarbejde for sodomi. Wilde, der få måneder før havde være publikums yndling, bliver nu spyttet på, hans skuespil tages af plakaten og i det hele taget er han i den grad persona non grata. Han må vandre i fængsel, hvor han arbejder i trædemøllen 6 timer hver dag, og da han slipper ud i 1897 er han en knækket mand, der må leve af få venners underhold. Fra den periode af hans liv stammer værkerne "De Profundis" (fra den latinske bøn "fra dybet anråber jeg dig, o, Herre") og "The Ballad of Reading Gaol" (fængslet (the gaol) i Reading var ét af Wildes afsoningssteder). Wilde, der oprindelig var irer (i filmen spilles hans ganske nationalistiske og fraverige mor Lady Speranza Wilde med glødende ildhu af Vanessa Redgrave) konverterede til den katolske kirke her mod slutningen af sit liv. I England, hvor ingen ville vide af ham, kunne han ikke bo, så hans sidste år blev tilbragt i "eksil" hovedsagelig i Paris. Ægteskabet med Constance overlevede naturligvis ikke, selv om hun var ham venlig stemt hele vejen igennem. Forbindelsen til Wilde var dog så belastende, at hun og børnene måtte skifte efternavn - til Holland. Og i 1898 døde hun, og sønnerne blev sat i pleje. Cyril Holland døde i 1915 i 1. Verdenskrig, Vyvyan Holland døde så sent som i 1968 efter at have beskæftiget sig indgående med faderens liv og forfatterskab. Wilde så ingen af sønnerne igen efter retssagen begyndte i 1895. Han døde nedbøjet og syg kun 46 år gammel i sit Parisiske eksil den 30. november 1900 af en banal betændelsestilstand, som han var for svækket til at komme over, så den udviklede sig til meningitis. Selv på dødslejet havde han dog bevaret sin humor: "Mit tapet og jeg kæmper en duel til døden. Enten må den ene eller den anden af os forlade værelset!"

Jude Law spiller også fremragende som den selvoptagne noget vege Lord Alfred Douglas (1870 - 1945). Bosie spillede ikke nogen videre rolle i Wildes liv efter løsladelsen, men han vandt sig et vist ry som digter - ikke mindst hjulpet på vej af sin forbindelse til Oscar Wilde, der jo gjorde ham ekstra interessant.

Constance Wilde med Vyvyan.

Stephen Fry leverer et smukt og loyalt billede af denne store kulturperons helt urimelige nedtur. Og urimelig hård var den, selv målt med datidens alen. Man får et tydeligt indtryk af, at Jantelov ikke er et eksklusivt dansk fænomen. De munde, som den ene dag er parate med hyldest, er undertiden også de ivrigste med skældsordene, når vinden pludselig vender. Og Fry er manden, der kan spille Wilde med autoritet og excentricitet. Wilde var jo en levemand, ubundet af konventioner, også hvad angår dress-code, som det ses af nedenstående billede af ham og mig fra Mme Tusseaud's i London i 2001:

I øvrigt gør det lidt ondt, at konstatere, at Wildes hjemland først kom så vidt, at de kunne besinde sig til at sætte en voksstatue af denne betydningsfulde forfatter på Madame Tusseaud's så sent som i 1997 - 100 år efter Wilde blev løsladt og omtrent samtidig med at filmen her blev til.

Ligeledes med Wildes hus i Tite Street (nr. 34). Det ses her i juli 2001, hvor det åbenbart var ved at blive renoveret.

Så man kan ikke rigtig på billedet se, den blå mindeplade, som City of London sætter op på huse med tilknytning til store kulturpersonligheder, men den er der inde bag ved:

Men også her må man iblande lidt bedrøvelse, for der kom først en mindeplade op på huset i 1954 i 100-året for Wildes fødsel, og da først efter nogen debat. Det virker mærkeligt, og urimelig hårdt, at en homoseksuel adfærd, som ikke engang er særlig markant udlevet, kan medføre så lang tids fordømmelse. Wildes barnebarn - Vyvyans søn - Merlin Holland (1945 - ) besluttede sig som 47-årig til at blive forfatter, og han har udgivet flere bøger om bedstefaderen og i øvrigt redigerer han også nogle hjemmesider om emnet Oscar Wilde, samtiden, slægten og forfatterskabet. Se f.eks: Oscar Wilde Homepage. Filmen kom kun op i danske biografer i Århus og København (selvfølgelig!), så den findes ikke "på dansk", men en udmærket engelsk udgave på DVD med mulighed for engelske undertekster er absolut en brugbar løsning.

Merlin Holland.

Retur til film-oversigt