"To Be or Not To Be, Ernst Lubitsch - USA 1942

Ernst Lubitsch hørte sammen med Erich Wolfgang Korngold bl.a. til den del af den tysk / østrigske intelligensia indenfor den opvoksende filmindustri, som instruktøren Max Reinhardt hentede til Hollywood. Og netop dér lavede Lubitsch ét af sine mesterværker "At være eller ikke være" i 1942. Den sidste film, som den kvindelige hovedrolleindehaver Carole Lombard (1908 - 1942) indspillede, inden hun døde alt for ung i et flystyrt.

Ernst Lubitsch

Filmen er gag og gøgl på højt niveau, en typisk forvekslingskomedie med et elegant plot. Det er jo ikke unormalt, at romaner filmatiseres flere gange (tænk blot på "The Great Gatsby"), at film genindspilles er knapt så almindeligt. Men det har Mel Brooks faktisk gjort med "At være eller ikke være" i starten af firserne.

Carole Lombard som Maria Tura, Sig Ruman som Concentration-Camp Ehrhardt og Tom Dugan som Bronski.

Jeg husker tydeligt 5. august 1973, hvor DR viste filmen og jeg i sommerhuset for første gang så den, at den gik rent ind. Især den oprindeligt tyske skuespiller Sig Rumans (Siegmund Rumann) Løjtnant Ehrhardt, der på et tidpsunkt får at vide, at i London går han under navnet "Concentration-Camp Ehrhardt". Det er han vældig stolt over, og hans replik "So they call me Concentration-Camp Ehrhardt!" går igen og igen filmen igennem (ekstra morsomt var det selvfølgelig, fordi jeg efter sommerferien 73 startede på gymnasiet og netop kom i klasse med én, hvis efternavn var Erhard). Replikker fra filmen som tyskernes (på bemærkningen "I've heard about the concentrationcamps.") "Oh yes, we concentrate, and the Poles do a lot of camping", og en tysker til en anden tysker om skuespillerinden Maria Turas mand, skuespilleren Joseph Tura (spillet af Jack Benny): "What he did to Shakespeare, we are now doing to Poland" er meget sigende for filmens almindelige humoristisk sprudlende niveau.

Filmen er ikke på nogen måde dybsindig, humoren ligner den vi årtier senere skulle møde hos "Monty Pythong's Flying Circus" - og emnet: Tyskernes besættelse af Polen er jo ellers både dystert og tungt. Det hele foregår i en polsk teatertrup, som i eftersommeren 1939 er ved at sætte et skuespil op, hvor man laver en parodisk komedie over Hitler og nazismen. 2. Verdenskrig bryder imidlertid ud 1. september samme år, netop ved at tyskerne angriber Polen, og udover at landet bombes, sættes der en effektiv stopper for den planlagte forestilling, og teatertruppen må koncentrere sig om at spille Shakespeare (Hamlet - titlen fra filmen skyldes dels dette skuespil, dels den almindelige forvekslingsforvirrethed, der hersker filmen igennem). I kulissen spøger den polske professor Siletsky, som er tysk spion. Han bliver på et tidspunkt dræbt, men fortsætter med at medvirke i filmen dels som lig, dels i form af én af skuespillertruppens medlemmer, der er forklædt som ham. Skuespillerne havde jo anskaffet en del tyske uniformer til den planlagte forestilling, og da de nu går i gang med at hjælpe den polske undergrundsbevægelse får de brug for dem. De forklæder sig som førnævnte Concentration-Camp Ehrhardt og andre officerer, så man snart ikke ved, hvem, der er hvem. I det hele taget er filmen en slags hyldest til den polske modstandsbevægelse.

Filmen er jo lavet midt under 2. Verdenskrig, så den er afskåret fra at ende med, at tyskerne bliver slået, men den ender lykkeligt nok for teatertruppens medlemmer, der til sidst undslipper til London. Der er tale om en krigsparodi - at kalde det egentlig krigspropaganda, vil nok være at tage munden vel fuld, men sådan er den vel tænkt. Det hele er imidlertid meget behændigt lavet som en forvekslingkomedie, der gennemføres yderst elegant. Men man kan også godt mærke, at alle oplysninger om, hvad der egentlig overgik de stakkels polakker, og hvad der egentlig foregik i koncentrationslejrene ikke var almindelig kendt stof på dette tidspunkt. Så megen ondskab havde man simpelthen ikke fantasi til at forestille sig. Filmens driven gæk med disse emner får dermed også et vist uskyldspræg over sig, samtidig med, at den er fantastisk morsom og velspillet.

Som man kan se, kom filmen også op i Danmark - men først i 1946 forstås!

"To Be Or Not to Be" er desværre lidt en overset film i vore dage - i hvert fald i originaludgaven. Brooks udgave lader sig sikkert skaffe. Men Lubitsch-versionen findes ikke "på dansk". Man kan - sjovt nok - finde den på internettet og i tyske butikker i en tysk udgave, hvor man kan vælge mellem tysk eller engelsk tale og man kan vælge tyske undertekster. Valgmuligheden med original engelsk tale og tyske undertekster er nu ikke så skeløjet endda. Der er en chance for at få det hele med, hvis éns hjerne kan switche mellem de to sprog.

Retur til film-oversigt