Dette er den ultimative filmatisering af ét af amerikansk litteraturs største mesterværker: Francis Scott Fitzgeralds "The Great Gatsby". Scenen er Long Island, året er 1922. Den unge Nick Carraway kommer til New York for at uddanne sig som børsmægler og opdager, at hans nabo, der bor i en mellemting mellem en villa og et slot, er en sky ung mand på hans egen alder, Jay Gatsby. Men til trods for skyheden, holder han alligevel kæmpemæssige havefester hver lørdag aften. Selskaber, som han ikke selv deltager i. Nick Carraway bliver en nær ven af Jay Gatsby, som åbenbart har udnyttet "the roaring twenties" til at blive rig i en fart - vi ved ikke præcist hvordan, men at der er lyssky affærer med i billedet er tydeligt. Det viser sig, at Gatsby har knoklet for at blive rig med ét eneste formål: Han vil vinde sin ungdoms kæreste Daisy Buchanan (der er Nicks kusine) tilbage. Daisy og hendes mand Tom, som er en meget velhavende, meget primitiv og meget racistisk mand bor ved kysten lige over for Gatsbys hus. Man har indtryk af, at Gatsby har valgt at bosætte sig dér for at kunne se over til Daisy, og at hans stort anlagte fester kun arrangeres i håbet om, at hun en dag kunne finde på at dukke op til én af dem. Om aftenen kan man se den grønne blinkende lanterne for enden af Daisys og Toms anløbsbro fra Gatsbys plæne. Nick finder efterhånden ud af Gatsbys forehavende og siger meget klogt til ham: "You can't repeat the past!", men Gatsby fortsætter ufortrødent med netop at skrue tiden tilbage til 1917, hvor han som ung fattig soldat for første gang mødte Daisy, og selvfølgelig ikke kunne gifte sig med hende, fordi - som Daisy siger - "små rige piger kan ikke gifte sig med fattige mænd!" Men Nick har selvfølgelig ret, man forsøger ikke at genskabe fortiden - ikke ustraffet i hvert fald!
Og - er det så en banal kærlighedshistorie, vi her har med at gøre? Det ER en kærlighedshistorie efter den gammelkendte opskrift: mand elsker kvinde, som han ikke kan få! Men banal er historien langtfra. I romanen sørger Fitzgeralds elaborerede sprog for, at historien aldrig bliver banal. Hans person- og miljøbeskrivelser er på én gang fulde af poesi og symbolik, så Long Islands sommernætter og deres personer i denne korte hektiske sommer synes at stå lyslevende for én. Francis Ford Coppola (også kendt fra "Godfather"-filmene) har lavet en scenografi, der modsvarer Fitzgeralds roman, og Jack Clayton har brugt den tid på filmen, som er nødvendig for at historien kan fortælles. Filmanmeldere, der ikke var fortrolige med romanen, syntes derfor at denne film, Hollywoods dyreste indtil da, var for langsom. Det er den ikke. Den bruger den tid, som er nødvendig for at fortælle en historie, hvis inderste plot er ganske enkelt, men hvor alle lagene udenom gør den til noget helt specielt.
Man kan blive ved med at finde nye lag og nye symboler i denne filmatisering. Der er interessante farvespil som Daisys grønne (håbets farve) blinkende lanterne, der dukker op fra tid til anden, de hollandske sømænd, der som de første gik i land på Long Island og koloniserede øen mødte (jvf. den uden sidestykke smukke slutpassage i bogen) "a fresh green breast of the new world", den gule (falskhedens?) farve på Gatsbys foretrukne bil (en Rolls Royce, selvfølgelig). Den samme gule farve dukker op på to unge kvindelige festdeltageres kjoler hos Gatsby. De er ens klædt og danser sammen, det antydes, at de måske er lesbiske (gold kærlighed?), også hvidt (uskyld?) spiller en rolle i forbindelse med tøj og blomster. Og rødt (blod / lidenskab). En analytiker har lavet en interessant opstilling af filmens persongalleri. Han mener, at Robert Redford (der spiller Gatsby) spiller netop denne rolle, fordi han i 1974 blev identificeret med sin umiddelbart forrige rolle (i "Sidste Stik"), hvor han sammen med Paul Newman spillede en sympatisk svindler. Og Gatsby har nogle af de samme karaktertræk. Mia Farrow, der spiller Daisy, huskedes på den tid især for sin rolle i "Rosemary's Baby", hvor hun føder Satans søn. En svag kvinde, der, uden egentlig at ville det, blive redskab for det diabolske. Bruce Dern (Tom Buchanan) havde få år tidligere spillet den mandlige hovedrolle i "Jamen, man skyder da heste", hvor han spillede en mand, der vil overleve, koste hvad det vil. En interessant detalje, der måske (?) ikke betyder noget, er den ikke ret kendte skuespiller Howard da Silva, der spiller den lille birolle som den jødiske gangsterchef Meyer Wolfshiem (manden, der "skabte" Gatsby i fortællingen). I sort/hvid filmatiseringen af samme roman fra 1949 (med Alan Ladd i hovedrollen) spillede netop han også med i en anden birolle, nemlig som mekanikeren Wilson, manden der så at sige udsletter Gatsby. Da Silva er eneste "genganger" fra den film i 1974-udgaven. Jeg tror ikke, at man skal undervurdere dette psykologiske spil i forbindelse med hovedrollerne. The Great Gatsby blev filmatiseret første gang som stumfilm i 1926. Derefter som nævnt som sort / hvid film i 1949 og igen som helaftensfilm med alt, hvad hjertet kan begære af scenografi, originale biler, original boligindretning, mode etc. i 1974. Filmen er indspillet endnu engang i 2000, men uden at vække større opmærksomhed. Claytons udgave fra 1974 bliver svær nogensinde at overgå. Især kan man glæde sig over en anden af 1974-filmens store hovedroller personen Nick Carraway, filmens "fortæller" der spillles sympatisk, medfølende og med en vis distanceret humor iblandet lidt vantro over at være midt i disse begivenheder af Sam Waterston.
Nelson Riddle har taget sig af musikken i originale 20'er-arrangementer, og han har såmænd også komponeret et par nye ting behændigt i tidens stil. The Great Gatsby fik en vis betydning for datidens mode, og der er dem, der mener, at krisen i midthalvfjerdserne ligefrem kolporterede nostalgiske films succes. Når nutiden er for kompleks eller for uudholdelig, søger vi tilbage til en fortid, der er til at holde ud at tænke på.
I 2. g læste vi romanen, og 17. december 1974, dagen efter hjemkomsten fra en fantastisk studietur til London, så jeg og min klasse filmen i "Palads"-biografen. Vi var selvfølgelig top-tunede til oplevelsen, da vi havde endevendt Fitzgeralds roman til mindste detalje anført af vor meget kompetente engelsklærer, og selvfølgelig spiller stemningen fra de mystiske poetiske decemberaftener dengang ind på min førstehåndsoplevelse af filmen, der måske også derfor kommer til at stå i et forklaret skær. Jeg vil dog fastholde, at det er en fantastisk film. Det ER en langsom film. Det element, der smager lidt af "action" ligger et par timer inde i forløbet, indtil da har vi især lært hovedpersonerne at kende, fået lov at føle den næsten gennemsigtige sommerlige poesi på Long Island en juli-måned for så længe siden. Jeg har genset filmen siden, og den er en lige så stor betagende oplevelse hver gang. Der er ganske enkelt lagt så store anstrengelser i filmen, at den er en total-oplevelse.
I december 2003 kom filmen på DVD for første gang. Jeg har kun set den på udenlandske netbutikker, men den kan altså købes dér - også med danske undertekster.