Her har vi en hylende morsom film om murens fald. Men vi har også en kærlig sørgmunter satire over to samfundssystemer, hvoraf det ene gik under og det andet overlevede. Altsammen på godt og ondt. Igen er det tyskerne, der tager fat på deres egen fortid, men denne gang ikke den tunge skyldbehæftede behandling af 2. Verdenskrig. Nej, nu er det den nære fortid. De to Tysklande, der pludselig skulle blive ét igen. Drømmen, der blev drømt i både øst og vest, og som pludselig blev sand og tog tyskerne på sengen så at sige.
Frau Kerner, der har tjent systemet i DDR trofast hele sit liv, som ikke har været blind for sit lands fejl, men som alligevel har troet på visionen om arbejder- og bondestaten, får i anledning af DDRs 40-års grundlæggelsesdag en orden. På vej hjem fra festlighederne løber hun imidlertid ind i én af de mange folkelige demonstrationer, som DDRs sidste leveår var så rig på, og hun oplever, hvorledes det østtyske Volkspolizei lammetæver demonstranterne - deriblandt hendes egen søn, Alex. Sindsbevægelsen bliver for stor, Frau Kerner får et slagtilfælde og går i koma. Dér ligger hun så trygt og godt, mens kommunisterne afgiver magten i DDR, muren i Berlin rives ned og der stemmes ja til en hurtig genforening af de to Tysklande. Otte måneder senere vågner Frau Kerner mirakuløst, men lægerne indskærper Alex, at hun må holdes borte fra selv den mindste sindsbevægelse, ellers vil hun formodentlig dø. Alex kan ikke forestille sig nogen større sindsbevægelse for sin mor, end at hun skal se i øjnene, at DDR er på vej til opløsning. Han får moderen hjem fra hospitalet i en fart, og så går ellers meget af tiden med at fastholde moderen i fortiden. Alex pisker rundt for at finde særlige øst-varer, moderens yndlings-syltede-agurker f.eks., de såkaldte "Spreewald-Gurken", men otte måneder efter murens fald er det småt med erstatningskaffe og Spreewald-gurken i butikkerne. Fjernsynet kobles til en videobåndoptager, som én af Alex's venner trakterer. Han er videoman og har optaget alle DDR-TVs nyhedsudsendelser i den mellemliggende tid, så dem kan han og Alex i starten træde vande med, så moderen ikke aner uråd. Men ak, - også de slipper op en dag, og så må Alex og kammeraten i gang med at lave nyhedsudsendelser selv. Det kommer der meget skæg og ballade ud af, og det er først og fremmest utrolig komisk.
Men det betagende ved denne film, og det, der har skaffet den så megen opmærksomhed, er faktisk, at man har skabt en film, som tyske i øst og vest kan se, uden at de behøver at blive flove. Et meget centralt sted i filmen kommenterer Alex sine hjemmelavede nyhedsudsendelser og siger, at det slog ham, at det DDR, som blev skildret i disse nyhedsudsendelser (og man var jo nødt til gennem "hjemmevideoerne" på én eller anden måde at få åbnet DDR for omverdenen, for det var jo just det, der i højeste grad var sket) mere og mere lignede det DDR, som han havde ønsket sig. Dermed får han også sagt, at "systemet" i DDR var løbet af sporet, men idealerne, som lå til grund for statens dannelse, indeholdt meget, der både var godt og smukt. Der gøres i filmen forsøg på at forene Tyskland og vedkende sig arv og gæld i forhold til hinanden i øst og vest. Der gøres forsøg på at få ossier og wessier til at holde op med at se skævt til hinanden. I genforeningsprocessen lå det i kortene, at der netop ikke var tale om en genforening men om en overtagelsesforretning. DDR var en diktaturstat, der bogstaveligt talt skød sine egne børn ved sine egne grænser, som måtte bygge mure for at holde sine borgere hjemme, derfor skulle DDR hurtigt og effektivt gøres til en parentes i historien. Og DDR VAR en diktaturstat, og tilmed en usympatisk diktaturstat, men i DDRs eget indre liv kan der godt have været oaser, hvor livet udspandt sig i et lavere tempo end i det hektiske vesten, og hvor der mellem den jævne befolkning har hersket ro, hygge og harmoni. Man kan godt have haft en smuk drøm om et demokratisk solidarisk Tyskland, som bureaukratiet og partistyret kvalte. Tag nu DDRs nationalhymne f.eks. Melodien er skrevet af Hans Eisler en betydningsfuld tysk komponist, som på én eller anden måde må og skal placeres et sted i den fællestyske arv. Teksten "Auferstanden aus Ruinen" handler om et Tyskland, der rejser sig af ruinerne og tager fat på fremtiden, hvor lykke, fred og glæde skal herske. Altså en sang, som det samlede Tyskland egentlig sagtens kunne tage til sig, men alligevel tager man den ikke gerne i sin mund, i hvert fald ikke i det vestlige Tyskland. Denne smukke nationalsang markerer i øvrigt klimaks og afslutningen med såvel humoristiske, poetiske og smukke undertoner i filmen.
Denne film har fundet nåde for det danske publikum og gik sin sejrsgang i biograferne. Så her har vi med én af de sjældne tyske film, der har fået danske undertekster, at gøre.