"Comedian Hamonists" - instr: Joseph Vilsmaier, Tyskland 1998

Der foregår en negligering af tyske film her i landet. En negligering, som simpelt hen er skændig - intet mindre! Tag nu Joseph Vilsmaiers meget fine film. Her i Danmark kender vi kun hans anti-krigsfilm "Stalingrad", som har været vist i TV et par gange, men han har ganske meget mere og andet at byde på. Vilsmaier blev født i München i 1939 og som ung mand uddannede han sig på samme tid som kameratekniker og studerede musik på konservatoriet i München med klaver som hovedfag. Og musikken har da også spillet markante roller i flere af Vilsmaiers film.

Joseph Vilsmaier

Men Vilsmaier er også meget optaget af Tysklands fortid, ofte også af, hvordan nazismen sneg sig ind på hverdagen. Det gælder f.eks. i Comedian Harmonists

Vi er i Berlin i 1927. Inflationen og hele den økonomiske krise har kulmineret, men er langt fra ovre. I Berlin hersker et kulturelt frisind og en mangfoldighed, som vel nærmest kun Paris kan udvise noget i retning af i Europ. I dette Berlin møder vi den tysk/jødiske Harry Frommermann (spillet af Ulrich Noethen), der er dybt optaget af det amerikanske barbershop-ensemble "The Revellers". Frommermann har en idé, han vil lave en tysk pendant til The Revellers, og averterer i en berlinsk avis efter sangere. Alle mulige plattenslagere reagerer på annoncen, men også den habile bassanger Robert "Bob" Biberti (Ben Bekcer). Bob kender, viser det sig, et par sangere mere, Erich Collin (Heinrich Schafmeister) og bulgareren Ari Leschnikoff (Max Tidof), der dårligt taler og forstår tysk, men som har en helt fantastisk kontra-alt, der giver ensemblet et kæmpe omfang i højden. Nogle af dem har arbejdet sammen med en pianist Erwin Bootz (Kai Wiesinger), der kender endnu en sanger Roman Cycowski (Heino Ferch), og så havde man en herrekvintet og en pianist. Filmen skildrer nu disse 6 unge mænds stjernedrømme og deres lange vej mod først Berlins scener og dernæst koncertscenerne ude i verden. Og det hele synes at lykkes for dem. De kommer ikke let til det, men de kommer til det. Som et elegant sideløbende forløb i filmen hører man Hitler tale i radioen, ser enkelte bipersoner, der pludselig er trukket i S.A.-uniform, og pludselig en dag falder hammeren!

Gruppen var nu blevet populær også ude i verden. I Danmark havde de f.eks. et ganske omfattende publikum, der stadig husker dem, har jeg fundet ud af. Ved en konfirmation, som vi deltog i hos gode venner for nogle år siden, fortalte jeg konfirmandens bedstefar om denne fantastiske film. Jamen, han kendte da udmærket Comedian Harmonists fra sin ungdom og havde stadig adskillige lakplader med dem.

Nuvel, tilbage til den faldende hammer: En dag får Harry Frommermann et brev fra Reichskulturkammer vedrørende de tre ikke-arier i ensemblet (Frommermann selv, Collin og Cycowski). Som ikke-arier kan man ikke optages i Reichskulturkammer, og er man ikke optaget her, kan man ikke optræde. Frommermann og Biberti tager til Reichskulturkammer og får audiens hos en kontorchef. Der udspiller sig en meget ubehagelig samtale: Om Frommermann måske havde en arisk bedstefar eller bedstemor? Om man kunne finde en racemæssig undskyldning for at optage hele gruppen i Reichskulturkammer? Der er mange høje herrer, der holder hånden over dette Tysklands mest populære ensemble, men behøver de hele tiden at synge sange af jøder eller negre? Da Biberti og Frommermann til sidst har ladet sig presse til at optage flere tyske sange på repertoiret, klarer kontorchefen op i et stort smil. Han tager en grammofonplade frem, og spørger, om ikke han kan få Bibertis og Frommermanns autograf på pladen til sin lille nevø, for han er nemlig en stor fan af Comedian Harmonists. Uvejret er drevet over for denne gang, men man har på fornemmelsen, at der lurer forskellige farer på disse ubekymrede unge herrer, der bare vil passe deres kunst og ikke dyrke politik.

Comedian Harmonists giver også koncert i nazisternes hjerteland, Nürnberg. Der oplever de at blive inviteret hjem privat hos Julius Streicher, én af Tysklands mest toneangivende antisemitter og redaktør af det stærkt jødefjendtlige tidsskrift "Der Stürmer". Streicher gik i øvrigt som én af de eneste nazikoryfæer i døden efter retsopgøret i Nürnberg i 1946 uden at have angret og med et udråbt angreb på jøderne lige inden bøddelens reb strammedes om hans hals.

Comedian Harmonists på aftenvisit hos Julius Streicher. Til venstre for Streicher ses Biberti og yderst til venstre i billedets forgrund Frommermann.

Oplevelsen er så ubehagelig for ensemblets jøder, at de er ude af stand til at synge for Streicher og hans gæster. Umiddelbart derefter inviteres ensemblets til USA, og er meget i tvivl om, hvorvidt de skal blive derovre og forsøge lykken dér, eller om de skal tage hjem igen. De vender tilbage blot for at konstatere, at Hitlers racelove netop er blevet vedtaget og i konsekvens af dem har Frommermann, Collin og Cycowski mistet deres statsborgerskab. Så er det slut. Ensemblet giver en sidste koncert i München, og det er en scene i filmen, som virkelig ikke lader nogen upåvirket. Selv om jeg har set den mange gange, rammer den stadig lige dybt. Efter denne optræden rejser de tre jødiske medlemmer først til Wien og videre til Budapest og til slut til USA. Som der står i filmens sluttekst forsøgte Frommermann, Collin og Cycowski i udlandet og Biberti, Leschnikoff og Bootz i Tyskland sig med nye ensembler, men de mødtes aldrig igen. Dette til trods for, at alle seks overlevede 2. Verdenskrig med flere årtier. Collin døde som den første i 1961, Frommermann, Leschnikoff, Bootz og Biberti i perioden 1975 - 1985. Roman Cycowski, der sluttede karrieren som kantor ved en synagoge i Los Angeles døde så sent som i 1998 - efter at have set Vilsmaiers film.

Det geniale ved filmen om Comedian Harmonists er, at det ikke er endnu en film om nazisternes magtovertagelse. Det er en film om 6 unge mænd med en drøm og masser af livsmod, og dernæst er det en film om, hvordan nazismen sniger sig ind og ensretter kulturlivet som en langsomtvirkende gift. Der er ingen voldsomme scener og ingen kreaturvogne, men alligevel forstår man mere og mere af, hvad der skete. Når man, som vi her i huset, virkelig sætter vort store sydlige broderfolk meget, meget højt, er man også nødt til at prøve at forstå, hvad der skete i Tyskland i trediverne. Heldigvis leverer tyskerne meget modigt selv ganske ofte brikkerne til dette puslespil i deres eget modige opgør med fortiden. Udover at Comedian Harmonists er en smuk, betagende, livsbekræftende og gribende film, er den også sådan en brik mesterligt skåret til af én af Tysklands førende instruktører. Desværre er danskerne generelt ikke lige så optagede af tyske film, som tyskerne er af danske (i berlinske boghandeler har jeg set tykke bøger om danske dogmefilm skrevet af tyske forfattere), så Comedian Harmonists fåes altså kun på tysk med tysk tale og uden undertekster. En sproglig udfordring, der dog ikke er større, end at de fleste af os kan lægge arm med den. Vil man læse mere om ensemblet er dette et godt sted at starte: The Web's Resources for The Comedian Harmonists

Får man fat på Commedian Harmonists, og har man lyst til at se mere Vilsmaier kan især disse to nedennævnte film anbefales (de skal selvfølgelig også opleves på tysk):

"Schlafes Bruder" Vilsmaiers film fra 1995 bygget over Robert Schneiders (f. 1960) roman af samme navn. Filmen foregår i en fjern bjerglandsby, hvor en stor del af indbyggerne er handicappede p.g.a. indavl, og hvor alt er sump, morads og ækelhed. I dette udsted fødes drengen Elias, som har særlige musikalske evner, som han udfolder på kirkens orgel. Dermed kommer han til at repræsentere en form for æstetik midt i dette uvirkelige og uæstetiske sted. Filmen har navn efter Bachs orgelkoral "Komm Tod, du Schlafes Bruder". I én af hovedrollerne ses i øvrigt Ben Becker, der senere skulle spille Bob Biberti i "Comedian Harmonists". Robert Schneider, der har skrevet romanen, er i øvrigt vokset op i en fjern bjerglandsby helt uden kulturliv overhovedet!

"Marlene", Vilsmaiers film fra 2000 om Marlene Dietrich. Hun var en kontroversiel skikkelse i tysk kabaret-historie. Mange tyskere havde svært ved at tilgive, at hun, der var lidenskabelig anti-fascist, trak i allieret uniform og optrådte for de allierede soldater (men hun besøgte også de tyske krigsfanger, hvilket filmen viser i en meget smuk scene). "Ich hab' noch einen Koffer in Berlin", sang hun, men det blev aldrig rigtig muligt for hende at vende tilbage til den kuffert. Willy Brandt fik som overborgmester i Vestberlin inviteret hende til byen i starten af 60'erne, men det blev ikke et lykkeligt gensyn. Tysk TV ringede hende op på hendes bopæl i Paris nytårsaften 1990 efter genforeningen, som hun naturligvis glædede sig over, men hun vendte først "hjem" som urne, da hun i 1992 blev sat ned i gravstedet ved siden af sin mor. I området omkring det nye Potsdamer Platz er det dog blevet til en Marlene Dietrich Platz i det nye genforenede Berlin. Filmen beskæftiger sig med denne store og stærke kvinde, men den er ikke nogen dokumentarfilm. Journalister og andre angreb filmen heftigt for historisk ukorrekthed, men forfattteren bag filmen udtalte: "Wir sprechen hier über Fiktion, so wie in Amadeus oder Sissi. Mozart hat Salieri nie getroffen, und Sissi war keine Märchenprinzessin, sondern manisch depressiv und total gaga'." Oversat: "Vi taler om fiktion her, på samme måde som i "Amadeus" eller "Sissi". Mozart har aldrig mødt Salieri, og Sissi (den østrigske kejser Franz Josephs hustru) var ikke nogen eventyrsprinsesse men maniodepressiv og fuldkommen gak-gak." I én af birollerne ses i øvrigt Heino Ferch, der spillede Roman Cycowski i "Comedian Harmonists"

Retur til film-oversigt