Min gode ven Willy Stolarczyk og hans kone Lise dukkede op en lørdag aften til et glas rødvin. "Jeg har for resten taget en helt ny CD-udgivelse med", sagde Willy. "Hør lige her!" - Og så lagde han denne CD på. Jeg må tilstå, at en del af mit musikalske jeg er uforbedrelig romantiker (og hvad skulle der så egentlig også være i vejen med det?), så selvfølgelig kendte jeg Rachmaninovs klaverkoncerter, som jeg allerede tilbage i min gymnasietid fandt stor fornøjelse i at lytte til. Men - den polskfødte pianist Krystian Zimermans udgave af Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 var en veritabel knock-out! Allerede i indledningen - som jeg aldrig har hørt spillet sådan før - tager han næsten pusten fra én. Da Rachmaninov uropførte koncerten i 1901 skete ovenpå en overmægtig depression, som næsten havde lammet hans musikalske skaberevne fuldstændig. Han havde gennemgået behandlinger hos én af den tids berømte hypnotisører, Nikolai Dahl, hvorved han oven i købet havde forelsket sig i Dahls datter. Med klaverkoncerten vender Rachmaninov tilbage til musiklivet igen. Netop fordi Zimerman giver sig rigtig god tid sammen med de store brede indledende akkorder får man et bevægende indtryk af komponisten, der vender hjem fra sindssygens grænseegne, sætter sig til sit instrument og langsomt, langsomt, ryster han de dramatiske og ødelæggende oplevelser af sig - og kaster sig ud i musikken igen.
Krystian Zimerman siger selv om denne klaverkoncert: "Man spiller ikke Rachmaninovs koncerter, man udlever dem; og denne kan næsten blive livstruende." og et andet sted: "For mig er dette unge koncerter for unge pianister; fulde af "Sturm und Drang", fulde af de føleleser man har, når man for første gang er forelsket. Jeg har tænkt over, hvordan jeg selv mon ville have det, hvis jeg havde skrevet et stykke som den anden klaverkoncert - der er nogle intense passager, der rører én dybt og de melodiske stemmer siger så meget om komponisten, at man nærmest føler sig nøgen. Kontrol er det eneste, som jeg ikke søger efter at opnå i dette stykke."
Men styr på sit foredrag og sine virkemidler har han nu alligevel, den gode Zimerman. Og det har dirigenten - japanske Seiji Ozawa - sandt for dyden også. Deres sammenspil er overalt løftet helt op i det sublime. Detaljerne står knivsskarpt og stærkt personligt fortolket overalt, og heldigvis er optagekvaliteten fremragende, så der ydes dette spil og sammenspil fuld retfærdighed. Naturligvis er den næsten overjordisk smukke 2. sats så smukt spillet, at det næsten gør helt ondt at lytte til den og den næsten rapsodiske 3. sats så sprudlende energisk og afvekslende, at man sidder lænket til sin stol, fordi man MÅ have det hele med. Det er i det hele taget ikke en CD, som man gør rent eller læser avis til. Den kræver ens fulde opmærksomhed - og den fortjener den også.
CD'en indeholder også Rachmaninovs 1. klaverkoncert, naturligvis i en lige så fremragende udførelse. Når det er den 2., der måske løber med opmærksomheden (i hvert fald hos mig) skyldes det nok værkets egne helt specielle musikalske kvaliteter (ikke ét sekund med musikalsk tomgang, men væsentlige detaljer fra først til sidst) og Zimermans egen dybe tilgang til værket, som også så tydeligt og gribende træder frem i hans mesterlige spil.
