Det fortælles at komponisten Jaques Offenbach ejede en sølvbeslået dirigentstav af ibenholt, og at han, da han blev gammel, som en slags stafet gav den videre til Johann Strauss d.y. Kort efter Johann Strauss' død i 1899 begyndte den unge Franz Lehar at fejre triumfer med sine operetter og valse, så Strauss-familien gav dirigentstaven videre til ham, og efter hans død blev den givet videre til Robert Stolz. Det forlyder at Stolz' familie staidg opbevarer den i hjemmet i Grinzing i Wiens udkant fordi der ikke (endnu?) har vist sig nogen værdig arvtager.
Stolz er nærmest en legendarisk skikkelse i Wiens musikhistorie. Født den 25. august 1880 i Graz, på et tidspunkt hvor det østrig-ungarske dobbeltmonarki stod i fuldt flor, gennemlevede han praktisk taget et helt århundrede idet han døde den 27. juni 1975 i Wien. Han begyndte så småt at gøre sig gældende musikalsk som 16-årig, og helt frem til han døde kunne man opleve ham som komponist og som dirigent i utallige TV-udsendelser. En karriere af sjældne dimensioner og sjældent omfang må man sige. Først og fremmest husker man ham som komponist af udødelige melodier som "Im Prater blüh'n wieder die Bäume", "Zwei Hertzen in Dreivierteltakt", "Salome" og "Adieu, mein kleiner Garderoffizier". Men han kunne mere end det. Lehar har skrevet kammermusik og den anden store operettekomponist fra den tids Wien, Emmerich (Imre) Kalman havde studeret sammen med Bela Bartok og begyndte karrieren som modernistisk komponist. Med denne indspilning af "Blumenlieder" dokumenteres det at den senromantiske lied-kunst også lå godt for Robert Stolz.
Der er ikke tale om nogen personlighedsspaltning, det her er umiskendeligt Stolz. Springet fra f.eks. "Im Prater.." og til flere af disse lieder er ikke stort, men alligevel er disse sange også helt deres egne. Slægtskabet med f.eks. Erich Wolfgang Korngold (se andetsteds på HP'en) og længere ude med Mahler er tydeligt hvad der selvfølgelig ikke kan undre da de også er rundet af samme musikalske tradition. Birgitte Lindner synger sangene flot og med indlevelse, og lidt pågående. Det kan sangene godt tåle, men jeg kunne måske godt have ønsket mig en mere afdæmpet fortolkning, det tror jeg ville have klædt dem. Men en god CD er det lige fuldt, og en CD der viser en side af en folkekær komponist, som fortjener at blive hørt.
Stolz var tilmed en stor humanist. I tredivernes slutning brugte han større summer af sin formue (og sin store bil, såmænd også) på at hjælpe jødiske og andre forfulgte kolleger ud af landet, og i 1938 forlod han selv Wien i dyb afsky for det nazistiske regime og slog sig ned i USA. Han vendte dog hjem til sit elskede Wien igen efter krigen og genoptog sin virksomhed, og det blev også Robert Stolz der var med til åndeligt at rydde op efter nazismen, da han i 1963 blev inviteret til Israel for at dirigere sine sange med den klausul at de skulle synges på engelsk, for tysk var endnu på det tidspunkt bandlyst i staten Israel. Stolz hævdede imidlertid at wiener-sange skal synges på tysk, og til slut gav israelerne efter. De hyldede ham oven i købet efter koncerterne for at "have bragt deres fædres sprog med tilbage til dem".
