Vi skal nu om lidt begive os ud i nogle af 2. Verdenskrigs afkroge hvor sort og hvidt ikke altid kun er sort og hvidt, og hvor helte og skurke undertiden ikke er helt så lette at placere i de rigtige roller.
En yndet fornøjelse hos englænderne under krigen var at stille kortbølgeradioen ind på en ganske bestemt tysk station. Og efter en tid kom så den forjættende præsentation: "Germany calling, Germany calling. Here is the Reichsender Hamburg, station Bremen with the news in English." Stemmen, der annoncerede dette, talte et ganske affekteret og noget nasalt engelsk og tilhørte den amerikansk/irske William Joyce. Netop på grund af den nasale stemmeføring blev han kendt i England som Lord Haw-Haw. Joyce var som nævnt irer (og Irland var neutralt under krigen), men han havde dog boet en tid i England hvor han havde sluttet sig til den brogede flok omkring den engelske fascistfører Sir Oswald Mosley. Jovist var der engelske fascister. Mosley, der sad i husarrest under hele krigen, fornægtede aldrig sin politiske tro, og han genoptog - uden stort held - sit politiske virke efter krigen, hvor han blev til nogen inspiration for folkene bag det højreekstremistiske parti "National Front". Han døde så sent som i 1980.
Om det nu var et spørgsmål om moral eller internering, så gjorde Mosley sig ikke skyld i egentlig landsskadelig virksomhed, andre i hans bagland var ikke slet så tilbageholdende. Militærmanden John Amery udvandrede allerede inden krigen til Tyskland hvor han senere kom til at stå i spidsen for "Britische Freikorps" - en slags engelsk pendant til Frikorps Danmark for englændere i (tysk) udlændighed, som gjorde krigstjeneste på tysk side. Amery blev hængt 19. december 1945 for dette. En anden mand, Norman Baillie-Stewart, spiller en mere aktiv rolle i forbindelse med ovenstående CD'er. Baillie-Stewart blev tysk gift og udvandrede til Tyskland hvor han kom til at gøre tjeneste især som oversætter i radio-propagandaen sammen med Joyce. Joyce blev pågrebet af engelske soldater i Det Trejde Riges sidste dage, han blev ført til London hvor han blev dømt og henrettet. Baillie-Stewart kunne "nøjes" med en fængselsdom og efterfølgende udvisning. Han døde af druk i Dublin i 1966.
Og så til ovenstående CD'er. Joyce var først og fremmest en komisk figur, og i længden kunne han næppe holde på lytterene, det var tyskerne helt klar over. Der måtte mere til, og Joseph Goebbels' Propagandaministerium fandt så på at sende jazz. Da jazz ansås for at være en ikke-arisk musikform, var den aldeles forbudt i Tyskland under nazismen. Et forbud som var svært at håndhæve al den stund grænsen mellem egentlig jazz og megen underholdningsmusik var flydende. Men man kunne interneres i lejre, forsvinde og dø af at spille jazz - et stort problem for den tyske jazzscene, som inden nazisternes magtovertagelse var både omfattende og højtudviklet. Goebbels fandt nu frem til en række dygtige jazz-musikere og gav dem valget mellem at spille eller dø. I besatte lande i Europa, fra neutrale lande og andre steder fra skaffede man sig de nyeste arrangementer af populære jazz-numre, og de tyske orkesterledere var også selv dygtige arrangører. Teksten tog bl.a. Baillie-Stewart sig af. Musikken var kendte big-band numre som f.eks. "Thanks For The Memory", "Nice People", "Stardust", "I Got Rhythm" (George Gershwin var jo da forresten jøde) og "The Sheik of Araby". Første vers blev sunget med den normale tekst, men andet vers blev skrevet specielt til lejligheden: "I am afraid of Germany / Her planes are beating me", lægger man f.eks. premierminister Winston Churchill i munden i de første linier af "The Sheik of Araby". Minderne i "Thanks For The Memory" er minderne om Versailles-freden (efter 1. Verdenskrig), og i "Slumming on Park Avenue" er teksten "Let's go bombing / let's go bombing / like United Nations' airmen do / In the night where peaceful citizens are sleeping".
Men hvem fik man så til at spille melodierne. Ja, der var jo nok af dygtige tyske jazz-musikere at tage af, og man kan høre at de virkelig nød at spille "deres" musik. De har gjort deres ypperste, og det er faktisk musikalsk set absolut hørværdigt. Selv om de har spillet med en pistol for tindingen og skullet forsyne deres jazzmusik med nærmest uspiselige tekster - de må have følt sig lidt som den irakiske informationsminister Mohammad Saeed al Sahaf, når han forsikrede pressen om at der ikke var amerikanere i Bagdad og han nærmest skulle hæve stemmen for at overdøve støjen fra deres kampvogne - så har der altså været musikglæde i det ét eller andet sted. Og de har, hvad de ikke skal have utak for, ufrivilligt og på en underlig subkulturel måde, sørget for at den tyske jazz-scene overlevede. Det er dog ganske heroisk gjort. Først og fremmest er der crooneren, som på smukt engelsk synger alle de originale og helt umulige tekster, Charlie alias Karl Schwedler. Schwedler blev efter krigen spurgt om han var nazist, og han svarede ved at spørge tilbage: "hvordan forestiller De Dem at man kan være nazist og jazz-musiker på samme tid?" Omkring 1950 flyttede Schwedler - i lighed med en del andre tyske jazzmusikere - til USA hvor han fortsatte karrieren. Orkesterlederen (som ses med sin sax på billedet herover) hed Lutz Templin. Han var en stor mand i tysk jazz både i mellemkrigstiden og efter krigen, og han var aktiv frem til sin død i 1973. Trommeslageren hed Fritz ("Freddie") Brocksieper, og også han havde et vist navn. Så sent som i 1987 tildelte hans hjemby München ham en særlig kulturpris for hans livslange indsats for jazz i Tyskland. Men også udlændinge tog del i orkestret. F.eks. den italienske trompetist Nino Impallomeni, der sluttede sin musikalske karriere i Milanos Radioorkester, og med hvem en række "almindelige" jazz-indspilninger stadig er tilgængelige i dag. Der er under alle omstændigheder "bingo" på Internettet hvis man søger på disse navne. Undertiden blev "Charlie" erstattet af den senere ganske kendte i Bremerhaven fødte sangerinde Lale Andersen (Liselotte Helene Berta Bunnenberg hed hun faktisk), hvis udgave af Lili Marleen vel ikke nåede de allieredes og Marlene Dietrichs højder i popularitet, men alligevel. Lale Andersen havde civilcourage og format til pure at nægte at synge propagandatekster trods ministeriets gentagne opfordringer. Hun nøjedes med tyske oversættelser af internationale schlagere. Lale Andersen døde højt respekteret i 1972.
De fleste indspilninger fandt sted i Berlin, men efter sommerferien i 1943 blev det på grund af de allieredes bombardementer umuliggjort og de fleste indspilninger fandt herefter sted i det mere stilfærdige Stuttgart - nu og da med den også ganske dygtige bandleder Wilhelm Greiss på podiet.
Selvom man må konstatere, at indspilningerne her ikke behøver at ramponere de tyske jazzmusikeres faglige stolthed, så var der selvfølgelig mange af dem der ikke var stolte af at have indspillet propagandajazz. De var så heldige at der kun blev lavet et begrænset antal lakplader af indspilningerne (for de måtte jo ikke slippe ud til den menige tysker). Kun radiostationerne kunne få, og nogle enkelte blev af krinkelkrogede omveje sendt ind over fjendeland. Men i Nazitysklands sidste kaotiske dødskramper så mangen en selvbevidst jazzmusiker sit snit til smadre hvad han kunne af plader og i øvrigt lægge røgslør ud over den del af karriereforløbet. Men selvfølgelig kan man ikke flygte fra den slags. Der findes bånd, og der er englændere som har tappet radioudsendelserne, og enkelte plader overlever selvfølgelig. Spørgsmålet er om de stakkels musikere egentlig behøver at skamme sig. Teksterne er ufrivilligt komiske - undertiden så grotesk komiske og uelegante at de vel snarere har gået de allieredes ærinde. Men blandt musikken på disse CD'er gemmer der sig derimod mange små jazzmesterværker og et beundringsværdigt og respektablet ønske om i hvert fald at yde musikken fuld retfærdighed.