De 12 cellister fra Berlinerphilharmonikerne under ledelse af Till Brönner spiller Ellington, Glenn Miller, Geshwin og Chick Corea, og philharmonikernes nyudnævnte dirigent, der i øvrigt er tiltrådt her i september 2002, englænderen Sir Simon Rattle rapper til. Lyder det som om den hæderkronede strygersektion har røget vel rigeligt af natpotten? Men dertil kan siges at vi ikke i mindste måde befinder os langt ude i hampen, overhovedet ikke! Vi bliver præsenteret for Ellingtons/Tizols "Caravan", Bernsteins "America", Mancinis tema fra den lyserøde panter, Coreas flotte "Spain" i en medrivende udgave, et par spirituals og selvfølgelig Thelonius Monks "Round Midnight". Og der er ikke tale om én af disse pudsige udgivelser hvor klassiske musikere forsøger at virke vældig moderne ved at gå rytmsike musikere i bedene, der er ikke noget pop over dette album overhovedet.
Men der er en uimodståelig lyst til at improvisere med nye virkemidler. Hvordan man f.eks. skriver for 12 ens instrumenter således at de faktisk lyder som Glenn Millers instrumentering må forblive en gåde, men Brönner og hans kolleger kan meget. Vi er vel snarere ude i noget, der ligner "den tredie vejs musik" eller den såkaldte "cross-over musik", hvor man ikke tager det så tungt med de musikalske båse. CD'en indeholder da også nogle ting, som er meget svære at rubricere. Er Gershwins Præludium nr. 2 (oprindelig et klaverværk) klassisk eller rytmisk?, er Shigeaki Saegusas "Ragtime"? og hvad med Robert Brookmeyers 2-satsede: Amerika 2002, In Memoriam, skrevet under indtryk af terrorangrebet på World Trade Center i september 2001.
Og så er der jo Sergio Cardenas "The Flower is a key (Rap for Mozart)". Et bevægende smukt digt, som læses - eller rappes, om man vil, af Sir Simon Rattle (som ses her ved siden af teksten). "He offers his music to princesses and lovers. / to religious men and to wisemen, / but the heart of the human being / is his writing, / so that one delights in a sun / that will be seen by other wisemen, / by other lovers. / After years he knows that the flower / is a key in founding beauty, / that light, in its splendour, / is the pacing of the sea / that moves the origin of every melody." Lyder det i digtets / rappets mest centrale passage. Og samtidig kan man glæde sig over Sir Simons umanerligt smukke og flotte distinkte engelsk.
Jeg hørte en dag i bilradioen Chick Coreas "Spain" - endnu inden jeg kendte denne CD. Og jeg blev kraftigt tiltrukket af dette underlige ensemble som jeg ikke kunne gætte mig frem til hvad var før speakeren fortalte det. CD'en indeholder musik, som nogle - der måtte have den slags tilbøjeligheder - kunne finde på i andre udgaver at lægge på som skvadderhyggesnaksbaggrundstapet. Det går ikke her. Dette er en udgivelse som kræver ens opmærksomhed, og skulle man svømme hen i nogle af de mere evergreen-agtige sager, så sørger Cardenas, Saegusa og Brookmeyer, der er strategisk anbragt i helheden, for at man kommer tilbage til virkeligheden igen!